Skip til hoved indholdet Min side Min side

Unitordning - Tillæg til tekniske og almindelige bestemmelser

Tillæg til

Tekniske og almindelige bestemmelser

Vejen Varmeværk a.m.b.a

Vedrørende fjernvarmeunit på abonnement

Udgave 01.01.2022

1 Formål

1.1 Abonnement på fjernvarmeunit indebærer for Kunden at serviceniveauet øges; lavere (ingen) investeringsomkostning ved tilslutning til fjernvarme, reducere risici via driftsovervågning, ingen uforudsete omkostninger til drift og vedligehold.

1.2 Abonnement på fjernvarmeunit indebærer at leveringsgrænsen er efter fjernvarmeunittens afgangsventiler, se bilag 1. Dette giver bedre mulighed for Vejen Varmeværk til at optimere driften af fjernvarmeforsyningen bl.a. ved at reducere temperaturniveauet i fjernvarmenettet og dermed lavere varmetab. Dette er en fordel for alle kunder i form af lavere varmepriser.

1.3 Kunden får med aftalen brugsret over en fjernvarmeunit, service, drift og vedligehold samt udskiftning.

1.4 Nærværende dokument supplerer og har forrang ift. Tekniske og Almindelige Bestemmelser for levering af fjernvarme for Vejen Varmeværk.

2 Ejerforhold

2.1 Vejen Varmeværk ejer fjernvarmeunitten. Brugsretten overlades til Kunden. Se bilag 1 med illustration af grænsefladerne. Vejen Varmeværk har tillige den fulde ejendomsret til genstande, der indføjes i eller erstatter dele af fjernvarmeunitten.

2.2 Såfremt Vejen Varmeværk vurderer, at ombytning eller anden form for tilretning af veksleren er nødvendig eller hensigtsmæssig, er Kunden forpligtet til at acceptere dette.

2.3 Kunden kan ikke pantsætte, sælge, fremleje, udlåne, overlade eller på anden måde faktisk eller retligt disponere særskilt over fjernvarmeunitten.

2.4 Serienumre, stelnumre, typebetegnelser, fabrikationsnumre eller lignende identifikation må ikke fjernes eller utydeliggøres af Kunden eller andre, der anvender Kundes ejendom.

2.5 Kunden accepterer, at fjernvarmeunitten mærkes på en sådan måde, at det udtrykkeligt fremgår, at fjernvarmeunitten er Vejen Varmeværks ejendom.

2.6 Ansvaret for vekslerens lovlighed og opfyldelse af krav i love m.v. tilhører, pr. installationstidspunktet, Vejen Varmeværk. Måtte der efter installationstidspunktet komme nye krav fra offentlige myndigheders side, der nødvendiggør ændring i leveret produkt, er Vejen Varmeværk forpligtet til at foretage de nødvendige tekniske ændringer.

3 Installation

3.1 Vejen Varmeværk påtager sig at levere og opsætte fjernvarmeunit.

3.2 Bilag 1 beskriver, hvad der er indeholdt i aftalen i forbindelse med nedtagning af eksisterende anlæg, og hvad der er er uden for aftalen og dermed hvad Kunden skal afregne direkte med VVS-installatøren.

3.3 Placeringen af veksleren sker efter fælles aftale mellem Vejen Varmeværk og Kunden. Ethvert arbejde skal udføres efter de, på udførelsestidspunkterne, gældende byggetekniske regler, vejledninger, kutymer m.v.

4 Drift og vedligeholdelse, udskiftning

4.1 Vejen Varmeværk er forpligtet til at holde fjernvarmeunitten i lovlig stand i enhver henseende, herunder at forestå ombytning m.v., såfremt dette er nødvendigt til opfyldelse af senere, ændrede krav.

4.2 Vejen Varmeværk vurderer og beslutter, såfremt en ombytning af fjernvarmeunitten af andre årsager skulle være nødvendig.

4.3 Vejen Varmeværk forestår almindelig service og vedligeholdelse efter behov af fjernvarmeunitten frem til afgangssiden af fjernvarmeunittens til- og afgangsventiler, således at denne er i sædvanlig god og brugbar stand og ikke udviser anden forringelse, end hvad der følger af almindeligt slid og ælde.

4.4 Kunden kan anmode om service og vedligeholdelse af fjernvarmeunitten. Anmodningen om service og/eller vedligeholdelse og eventuelle driftsforstyrrelser skal rettes til Vejen Varmeværk. Inden Kunden anmoder om service og/eller vedligeholdelse, opfordres Kunden til selv at kontrollere, hvorvidt strømforsyningen til fjernvarmeunitten er i orden, samt om anlægsdele uden for fjernvarmeunitten, f.eks. radiatortermostaterne virker korrekt (ikke sidder fast). Kunden skal desuden selv orientere sig, om der eventuelt er driftsforstyrrelser hos Vejen Varmeværk, i det område hvor fjernvarmeunitten er installeret. Dette vil fremgå af Vejen Varmeværks hjemmeside.

4.5 Såfremt Kunden over for Vejen Varmeværk eller dennes servicepartnere anmoder om service og/eller vedligeholdelse, der ikke er omfattet af aftale om fjernvarmeunit på abonnement, skal Kunden betale til Vejen Varmeværk for hver anmodning, jf. det til enhver tid gyldige takstblad. Eksempler på forhold, der ikke er omfattet:

  • Fjernvarmeunitten er mangelfuld, beskadiget eller defekt pga. forhold, som kan tilregnes Kunden.

  • Det konstateres ved besigtigelsen, at der ikke er defekte forhold på fjernvarmeunitten.

  • Anmodningen omfatter forhold, som i øvrigt ikke er dækket af Vejen Varmeværks pligt til at vedligeholde og yde service.

4.6 Vejen Varmeværk er ikke forpligtet til at vedligeholde og/eller servicere følgende forhold (eksempler, ikke udtømmende liste):

  • Defekte dele uden for fjernvarmeunitten, herunder utætte rør efter afgangssiden af fjernvarmeunitten.

  • Udskiftning af brugsvandspumpe.

  • Udskiftning/rensning/udsyring af varmtvandsbeholder, rør og flexslanger uden for fjernvarmeunittens kabinet.

  • Kontrol, udskiftning og fejlfinding på komponenter eller reguleringssystemer, der er monteret særskilt til drift af solvarmeanlæg eller andre kombinationsanlæg.

  • Demontering af skabe, hylder o. lign. for adgang til unitten.

  • Fejlbetjening af klimastyringsanlæg.

  • Forhold, som skyldes Kundens fejlbetjening af fjernvarmeunitten, og herunder fejlbetjening, som kan henføres til personer, som Kunden har givet adgang til fjernvarmeunitten.

  • Strømsvigt.

  • Fejl, der er forårsaget af hærværk, brand, frost- og vandskade samt lynnedslag i elinstallationen.

  • Øvrige vand- og varmeinstallationer som ikke er indeholdt i fjernvarmeunitten.

5 Kundens forpligtelser og ansvar

5.1 Kunden er forpligtet til at lade Vejen Varmeværk, og dennes service- og samarbejdspartnere, forestå installation, service og vedligeholdelse af fjernvarmunitten, herunder til at give Vejen Varmeværk - eller den som Vejen Varmeværk måtte antage hertil - adgang til lokaler i fornødent omfang.

5.2 Kunden er forpligtet til, uden vederlag, at levere elektricitet til drift af fjernvarmeunitten.

5.3 Det er en forudsætning for denne aftale, at kunden i hele aftaleperioden gør det muligt for Vejen Varmeværk at lave kablet eller i særlige tilfælde en trådløs tilknytning til kundens til enhver tid værende internet, således at Vejen Varmeværk får en IT-adgang til fjernvarmeunitten gennem internetopsætning. Kunden skal derfor sikre, at der er internet, medens Vejen Varmeværk sørger for internettilknytning. Kunden giver samtidig Vejen Varmeværk og de entreprenører, der måtte arbejde for Vejen Varmeværk, adgang til at bruge internettilknytningen, således at man gennem denne tilkobling kan styre og regulere fjernvarmeunitten, ligesom man kan opnå adgang til data relateret til fjernvarmeunitten. Data må anvendes af Vejen Varmeværk og de entreprenører, de bruger til det konkrete projekt.

5.4 Kunden er forpligtet til at følge Vejen Varmeværks instrukser om fjernvarmeunittens anvendelse, herunder at tilse fjernvarmeunitten efter Vejen Varmeværks instrukser samt til omgående at anmelde eventuelle skader på fjernvarmeunitten til Vejen Varmeværk.

5.5 Kunden bærer risikoen for tilintetgørelse, bortkomst, beskadigelse, fejl eller mangler, som kan henføres til hændelige begivenheder eller forsæt, så snart fjernvarmeunitten er installeret på Kundens adresse.

5.6 Hvis Kundens forhold er skyld i skade eller anden økonomisk udgift for Vejen Varmeværk udfører Vejen Varmeværk reparation for Kundens regning.

5.7 Vejen Varmeværk kan i intet tilfælde blive gjort ansvarlig for Kundens eller andres eventuelle driftstab, avancetab eller for andet indirekte tab, der måtte opstå.

5.8 I øvrigt gælder dansk rets almindelige erstatningsregler.

5.9 Kunden er forpligtet til at anmelde til Vejen Varmeværk, hvis der sker salg eller andet ejerskifte af Kundens ejendom. Ejerskifte af ejendommen betragtes som opsigelse af aftalen om Abonnementsordningen medmindre ejendommens nye ejer indtræder i Abonnementsordning. Ved indtræden af ejerskifte skal nuværende ejer sørge for, at ny ejer tager stilling til, om denne vil indtræde i abonnementsaftalen. Dokument til overdragelse af aftalen kan rekvireres ved henvendelse til Vejen Varmeværk. Overdrages aftalen ikke, fjernes fjernvarmeunitten og Kunden hæfter for omkostning for fjernelse af fjernvarmeunit.

6 Betaling

6.1 Kunden betaler som vederlag for brugsretten til fjernvarmeunitten, og til dækning af vedligeholdelse og service på denne, en abonnementsbetaling for fjernvarmeunit.

6.2 Den til enhver tid gældende størrelse af ”Abonnementsbetaling for fjernvarmeunit” fremgår af det gældende tarifblad for Vejen Varmeværk, og reguleres ud fra et princip om hvile i sig selv.

6.3 Abonnementsbetaling for fjernvarmeunit fremgår af takstbladet.

6.4 ”Abonnementsbetaling for fjernvarmeunit” betales fra det tidspunkt, anlægget er idriftsat og færdigmeldt.

6.5 Den årlige betaling af ”Abonnementsordningen” fordeles ligeligt på det antal aconto-rater, Vejen Varmeværk til en hver tid anvender for opkrævning af de almindelige acontobetalinger for varme knyttet til ejendommen.

6.6 Ved manglende eller forsinket betaling af ”Abonnementsordningen” gælder de samme retningslinjer som ved manglende betaling for fjernvarmelevering. Der henvises til ”Almindelige leveringsbetingelser for Vejen Varmeværk”.

6.7 Kunden er forpligtet til at betale ”Abonnementsbetaling for fjernvarmeunit”, selv om der konstateres beskadigelse, fejl eller mangler på fjernvarmeunit. Det samme gælder ved fjernvarmeunittens undergang eller bortkomst.

7 Aftalens løbetid og opsigelsesvilkår

7.1 Aftale om fjernvarmeunit på abonnement løber indtil den opsiges af en af parterne.

7.2 Aftalen kan opsiges af Vejen Varmeværk med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.

7.3 Kunden kan opsige aftalen med 1 måneds varsel til en måneds udgang. Såfremt Kunden opsiger ”Aftale om fjernvarmelevering” gælder de vilkår, der følger af ”Tekniske og almindelige bestemmelser for Vejen Varmeværk” med følgende tilføjelse: Kunden har på udtrædelsestidspunktet tillige pligt til at betale et beløb til dækning af udgifter til fjernelse af fjernevarmeunitten. Omkostningen fremgår af takstbladet. Nedtagningen af fjernvarmeunitten skal foretages af Vejen Varmeværk.

7.4 Såfremt Kunden ikke længere ønsker at have ”Abonnementsordning”, men fortsat ønsker at have en ”Aftale om fjernvarmelevering”, kan Kunden opsige abonnement på fjernvarmeunit, Kunden har ved opsigelsesvarslets udløb pligt til at betale et beløb til dækning af udgifter til fjernelse af fjernvarmeunitten.

7.5 ”Tillæg til tekniske og almindelige bestemmelser vedr. fjernvarmeunit på abonnement” er vedtaget af bestyrelsen for Vejen Varmeværk den 10. november 2021 og er anmeldt til Forsyningstilsynet.

7.6 Leveringsbestemmelserne træder i kraft den 1. januar 2022.

7.7 Vejen Varmeværk er til enhver tid berettiget til at foretage ændringer i ”Tillæg til tekniske og almindelige bestemmelser vedrørende fjervarmeunit på abonnement”. Meddelelse om ændringer sker ved direkte henvendelse til kunden pr. brev, via Betalingsservicemeddelelse eller E-boks.


Bilag 1 – Leveringsgrænse, ejerskab og beskrivelse af installationsarbejde

Leveringsgrænsen flyttes med aftale om fjernvarmeunit på abonnement:

Vejen Varmeværk overtager ejerskab af fjernvarmeunitten. Vejen Varmeværk har ejerskab til:

  • Stikledning

  • Hovedhaner

  • Målere

  • Fjernvarmeunit

Kunden ejer alt andet på matriklen. Dvs. Kunden bibeholder ejerskab, herunder vedligehold og ansvar for skader fra hovedhaner frem til fjernvarmeunitten.

Dette er inkluderet ved alle anlæg:

  • VVS-installatøren udfører følgende inden installationen (dette er en service – det er vejledning ikke rådgivning, jf. aftalen):

    • Vurderer om husets varmesystem er egnet til fjernvarme.

    • Vurderer om elinstallationen er egnet til fjernvarmeanlægget.

    • Beskriver på en blanket, hvilke forhold kunden skal være opmærksom på.

  • VVS-installatøren udfører følgende under installationen

    • Demontering af eksisterende gaskedel.

    • Nedtagning af eksisterende differenstrykventil og montering af passtykke.

    • Leverer fjernvarmeunitten på adressen.

    • Leverer, monterer og færdiggør følgende forbrugsmaterialer:

      • Monterer automatik og pumpe til godkendt elinstallation.

    • Montering af 1 stk. ny fjernvarmeunit til direkte eller indirekte anlæg.

      • Ny fjernvarmeunit placeres hvor hovedhanerne indføres eller eksisterende anlæg var monteret.

      • Ønsker Kunden anden placering af unitten og medfører dette meromkostning, aftales en fast pris og afregning sker direkte med installatøren.

    • Nye rør tilkobles nærmeste rørinstallation hvor eksisterende brugsvandsveksler/fjernvarme-unit/varmtvandsbeholder var monteret.

    • Trækker rør fra hovedventiler til fjernvarmeunit, synlig installation max. 3 meter. Isolering efter gældende krav

    • El-tilslutning til nærmeste stikudtag (inkl. eventuel forlængerledning). Stikket skal være lovligt og med jord.

    • Montering/installering af udeføler til vejrkompensering inkl. max. 10 meter ledning/kabel.

      • Kablet trækkes synligt eller i lofts- / kælderrum, med minimum 1 meters frihøjde. Udeføler trækkes til nordsiden. Udførelse vil ske via mest tilgængelig og direkte vej. Ønsker kunden en anden løsning, aftales en fast pris og afregning sker direkte med installatøren.

    • Opsætter fjernvarmeunitten.

    • Tilkobler ny rørinstallation til varmesystem til ny fjernvarmeunit.

    • Tilkobler unitten til husets brugsvandssystem (koldt og varmt) dog max 3 meter.

      • Fjernvarmemåler flyttes op i unit hvis afstand mellem hovedhaner og ny unit er under 2 meter – Ved afstand over 2 meter bliver måler placeret lige efter hovedhaner.

    • Fører ekspansions overløb til godkendt afløb umiddelbart under fjernvarmeunit. Eksisterende afløb fra sikkerhedsventil på varmvandbeholder benyttes som udgangspunkt.

    • Indregulerer ventiler i fjernvarmeunitten tilpasser automatik til husets behov.

    • Isolerer rør frem til fjernvarmeunit (max. 3 meter frem og 3 meter retur)

    • Påfyldning af vand på varmeanlæg samt udluftning af varmeanlægget.

  • VVS installatøren udfører følgende efter installationen

    • Opstart af fjernvarmeunitten samt indregulering.

    • Udlufter radiatorerne, når anlægget er i drift.

    • Instruktion til Kunden i brug af fjernvarmeunit. Der aftales tidspunkt for dette. Maksimalt samlet tidsforbrug er ½ time.

    • Udfylder en færdigmelding.

    • Udarbejdelse af teknisk dokumentationsmateriale, kvalitetssikring og indreguleringsrapport.

Dette er ikke inkluderet (eksempler, ikke udtømmende liste) og dermed betales af Kunden til VVS-installatøren:

  • Evt. arbejde på varmeinstallation efter forskruninger på fjernvarme unit.

  • Evt. lovliggørelse af elinstallation.

  • Evt. lovliggørelse af varmeinstallation.

  • Evt. lovliggørelse af afløb for sikkerhedsventil.

  • Evt. trækning af rør fra hovedventiler til fjernvarmeunit ud over de tre meter, der er med i aftalen.

  • Evt. demontering/montering af skabe og hylde mv. for trækning af rørføring/opsætning af fjernvarmeunit.

  • Evt. isolering af rør efter forskruninger på fjernvarmeunit.

  • Evt. udskiftning af cirkulationspumpe og andre komponenter til cirkulation af varmt brugsvand.

  • Evt. sammenbygning med andre varmekilder (solvarme, varmepumpe mv.).

  • Evt. malerarbejde efter end installation.

  • Evt. rensning af brugsvandsinstallationer som følge af, at snavs (rust eller kalk) fra forbrugerens

  • installation under montage er blevet frigjort.

  • Forskruninger på centralvarmen kobles på nærmeste mulige rør. I tilfælde af ejer ønsker yderligere rørændringer, skal dette aftales med VVS’er og er for ejers egen regning med denne.

  • Udskiftning af rør, inkl. isolering og rørbæringer, fra hovedhaner frem til ny unit ved ”ulovlig” rørinstallation.

  • ”Ulovlig” defineres som udført i almindelig PEX-slange.

  • Udskiftning af rør, inkl. isolering og rørbæringer, fra hovedhaner frem til ny unit, såfremt rørinstallationen er underdimensioneret.

  • Ønsker kunden anden placering af unitten og medfører dette meromkostning, aftaler installatøren en fast pris på dette med Kunden og afregner dette direkte med Kunden.

  • Ønsker Kunden etablering af nyt el-stikudtag ved fjernvarmeunitten afregner installatøren dette direkte med Kunden.

  • Lovliggørelse af elinstallation.

  • Flytning af elinstallationer.

  • På installationer med varm brugsvandscirkulation, hvor der monteres en 10 bars sikkerhedsventil, og der ingen gulvafløb er, i rummet hvor unitten monteres, aftaler og afregner VVS-installatøren nødvendigt installationsarbejde direkte med Kunden.

  • Lovliggørelse af afløb for sikkerhedsventil eller fremføring eller ombygning af denne.

  • Fjernelse af asbest, PCB eller andre sundheds- og/eller miljøskadelige stoffer, aftaler og afregner VVS-installatøren direkte med Kunden.

  • Ved manglende isolering af rør mellem hovedhaner og fjernvarmemåler aftaler og afregner VVS-installatøren nødvendigt isolerings arbejde direkte med Kunden.

  • Fjernelse af skalaventiler og isætning af passtykke eller ventil, såfremt der er behov for ventil.

  • Fjernelse af trevejsventiler, hvor der er risiko for kortslutning af anlægget, aftaler og afregner VVS-installatøren direkte med Kunden.

  • Fjernelse af vinter/sommeromløb aftaler og afregner VVS-installatøren direkte med Kunden.

  • Demontering/montering af skabe og hylde mv. for trækning af rørføring/opsætning af fjernvarmeunit.

  • Isolering af rør efter forskruninger på fjernvarmeunit.

  • Ændring af fjernvarmeinstallation fra direkte til indirekte fjernvarme.

  • Sammenbygning med andre varmekilder (solvarme, varmepumpe mv.).

  • Malerarbejde efter endt installation.

Listen med eksempler på installationsarbejde der ikke er indeholdt i aftalen er ikke udtømmende, hvorfor der kan være særlige forhold omkring som kræver ekstraarbejde. Generelt er al arbejde, ud over det der er listet ovenfor i ”Dette er inkluderet”, arbejde som VVS-installatøren aftaler og afregner direkte med Kunden.

I forbindelse med besigtigelsen af fjernvarmeinstallationen udfærdiger VVS-installatøren et tilbud på det installationsarbejde, der ikke er indeholdt i aftalen og dermed skal betales af Kunden. Tilbuddet på ekstraarbejde sendes af VVS-installatøren til Kunden og aftale omkring udførelse af dette, skal være indgået inden nærværende abonnementsaftale på fjernvarmeunit er gyldig og arbejdet igangsættes.

Du skal som kunde aftale evt. ekstraarbejde som ikke er indeholdt i aftalen direkte med VVS-installatøren.

Vejen Varmeværk anbefaler at du får et skriftligt tilbud/prisoverslag på opgaverne.

Driftsstatus

Varmega amba

Gørtlervej 6

6600 Vejen

Telefon 6915 3900

CVR: 57301414

Bank: 4394-13963363

EAN: 5790002313813

post@varmega.dk

Telefon- og åbningstider

Mandag - torsdag9 - 15
Fredag9 - 14

Bemærk at kontoret kun har åbent efter aftale.

Links